Undgå sur lugt i vasketøjet med disse 5 råd

Annoncer

Artiklen er baseret på research, men indeholder sponsorerede elementer herunder annoncelinks, hvorfor artiklen skal betragtes som en annonce.

Du kender sikkert problemet: Du har vasket en portion tøj, og da du tager det ud af maskinen lugter det surt eller jordslået. Og tøjet bliver ved at lugte, selvom det bliver hængt udenfor i frisk luft. Eneste mulighed er at vaske det igen, men lugten er der stadig.

Nyvasket tøj, som enten lugter surt eller jordslået, er ikke behageligt at have på. Lugten kan forstærkes i løbet af dagen, og det er ikke rart at gå rundt med tøj der lugter.

Men hvorfor begynder tøjet pludselig at lugte surt efter vask, og hvordan løser du problemet?

Vi kigger her på de forskellige årsager til at tøjet kan lugte surt efter vask, og kommer med en række gode råd der løser problemet.

6 grunde til at vasketøjet lugter surt

Herunder er de mest typiske grunde til at vasketøjet pludselig begynder at lugte surt eller jordslået efter vask:

  1. For meget vaskemiddel
  2. For lidt vaskemiddel
  3. Vaskemaskinen bruges kun ved lave temperaturer
  4. Tøjet har ligget for længe i vaskemaskinen før det hænges til tørre
  5. Vaskemaskinen er beskidt
  6. Vaskemaskine (og evt. tørretumbler) luftes ikke ud efter brug

Problem: For meget eller for lidt vaskemiddel

Mange tror fejlagtigt at hvis man benytter mere vaskemiddel, bliver tøjet renere. Dette er dog ikke tilfældet, og du risikerer faktisk at vaskemaskinen enten forlænger vasketiden eller ikke formår at skylle vaskemidlet helt ud af tøjet, så der på den måde også sætter sig rester af vaskemiddel inde i maskinen – og det kan med tiden begynde at lugte, ligesom det ikke er sundt for huden at være i kontakt med overskydende vaskemiddel.

Omvendt kan for lidt vaskemiddel betyde at skidt og snavs ikke skylles ordentligt væk fra tøjet og maskinen, hvorved det sætter sig langs kanter og sprækker. Også her kan der således med tiden dannes bakterier, der forårsager den sure eller jordslåede lugt.

Løsning: Sørg for at dosere vaskemidlet korrekt ift. vandets hårdhed (se vandets hårdhed i dit område her) og mængden af vasketøj, og fyld gerne vaskemaskinen helt op hver gang. En god tommelfingerregel er at du skal kunne føre en knyttet næve ind i maskinen, uden at trykke vasketøjet nedad.

Problem: Vaskemaskinen bruges kun ved lave temperaturer

Hos Samvirke udtaler husmorekspert Ann-Alicia Thunbo Ilskov følgende: “I dag vasker vi oftest ved lave temperaturer, og det giver bakterierne gode leveforhold.”

Mange bruger i dag energibesparende programmer, når de vasker tøj. Det betyder at tøjet enten vaskes med helt koldt vand eller ved 30 grader, hvilket ikke er nok til at slå bakterier ihjel. Med tiden vil bakterierne samle sig i maskinen, og det kan skabe sur lugt.

Løsning: Kør med jævne mellemrum et renseprogram ved højeste temperatur, og tilsæt et rensemiddel til vaskemaskiner. Rensemidler fås blandt andet i supermarkedet, og du kan i vaskemaskinens brugsanvisning finde råd til hvordan du starter et renseprogram. Alternativt kan du blot køre et almindeligt program ved højeste temperatur, uden vasketøj i maskinen.

Problem: Tøjet har ligget for længe i vaskemaskinen før det hænges til tørre

Hvis du glemmer at tømme vaskemaskinen og hænge tøjet til tørre, kan det begynde at lugte. Lugten forstærkes selvfølgelig i jo længere tid der går, så husk at tømme vaskemaskinen hurtigst muligt efter tøjet er vasket færdigt.

Vasketøjet bliver også mere krøllet, hvis det ligger længe i vaskemaskinen efter vask.

Løsning: Sørg for at tømme vaskemaskinen hurtigst muligt efter endt vask, og sæt gerne en alarm på din telefon hvis du ofte glemmer det. Dermed undgår du sur lugt i dit nyvaskede tøj samt vaskemaskine.

Problem: Vaskemaskinen er beskidt

En vaskemaskine skal helst renses og afkalkes med jævne mellemrum, men det er nemt at glemme dette over længere tid. Dette kender de fleste nok, og det kan med tiden føre til nedsat vaskeevne samt sur/jordslået lugt.

Lugten kommer fra snavs og sæberester, der aflejres omkring sæbebakken og ind i selve maskinen. Kalken er desuden med til at binde snavset fast i overfladen, og det udgør tilsammen en dårlig cocktail.

Kalken sætter sig typisk på tromlen og varmelegemet, men med citronsyre og jævnlig afkalkning kan det nemt holdes for døren. Samvirke beskriver i denne guide hvordan du afkalker maskinen med citronsyre.

Løsning: Kør et renseprogram 1-2 gange om måneden, og tilsæt et egnet rensemiddel. Har din vaskemaskine ikke et renseprogram, kan du i stedet køre et normalt vaskeprogram uden tøj i maskinen ved højeste temperatur (gerne 95 grader). Sørg også for at afkalke din vaskemaskine med jævne mellemrum, og vask sæbeskuffen af. Tjek evt. bruganvisningen for råd og vejledning der gælder specifikt for din vaskemaskine.

Hvis din vaskemaskine har en trevlesi, bør denne også renses med jævne mellemrum.

Læs også: Guide til rengøring og afkalkning af vaskemaskinen

Problem: Vaskemaskine (og evt. tørretumbler) luftes ikke ud efter brug

Mange fristes til at lukke vaskemaskinen lige efter den har været i brug, men det er faktisk ikke en god idé. Ved at lukke døren på vaskemaskinen (eller tørretumbleren) lige efter brug, får små vandsamlinger ikke mulighed for at fordampe. I stedet dannes der grobund for bakterier inde i maskinen, og der kan hurtigt begynde at lugte surt eller jordslået.

Løsning: Lad gerne låger på både vaskemaskine og tørretumbler stå åbne altid. På den måde slipper du for at fugt og stillestående luft danner grobund for bakterievækst.

Læs også: 5 funktionelle vasketøjskurve i plast

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *