Sølvfisk – alt om bekæmpelse, fælder og forebyggelse

Sølvfisk pibler normalt rundt på gulvet i fugtige miljøer, og er ganske harmløse. Har du store samlinger af bøger, frimærker eller andet papirmateriale, kan de dog forvolde stor skade.

Fakta om sølvfisk

Ifølge Bolius hører sølvfisk til en orden af insekter med betegnelsen Thysanura, der har eksisteret i mere end 300 millioner år. Det er med andre ord et sejlivet lille kræ, der med succes har formået at tilpasse sig flere forskellige klimaer og miljøer.

Den almindelige sølvfisk er i sig selv ganske harmløs, men er der mange af dem kan det være tegn på underliggende problemer. I værste fald har du problemer med fugt i din bolig, da sølvfisk trives i lune og fugtige miljøer.

1. Sølvfisk trives hvor der er lunt og fugtigt

Sølvfisk har det bedst, hvor der er varmt og fugtigt. De er derfor et hyppigt syn på badeværelser med gulvvarme, og ses ofte pible omkring afløbene. Afløbene er nemlig oplagte leve- og spisesteder for sølvfisk.

2. Sølvfisk kan være tegn på byggetekniske problemer

Selvom sølvfisk sagtens kan trives i almindelige, sunde boliger, kan de også være et tegn på at noget er galt. Hvis de pludselig dukker op i stort antal, kan det være tegn på fugtproblemer i din bolig. Det kan være utætheder i rørinstallationer, dårlig udluftning eller andet, der resulterer i at fugtniveauet i boligen er steget.

3. Sølvfisk kan leve op til et år uden føde

Når sølvfisk findes i stort set alle boliger, skyldes det måske primært at de er meget nøjsomme. De lever blandt andet af døde insekter, men trives også fint på en diæt bestående af de proteiner, der forekommer i sæbeaflejringer i badeværelsets afløb. De kan også fordøje papir, tapetklister, samt skimmelsvamp.

Det er dog mestendels i lokaler med høj luftfugtighed, hvor forskellige typer mug og skimmelvækst lokker sølvfiskene til papiret.

Er sølvfisk et skadedyr?

Nogen bryder sig måske ikke om at have de små sølvfisk piblende over gulvet i boligen, men de opfattes kun sjældent som skadedyr.

I situationer hvor der er mange af dem og du eksempelvis har store samlinger af bøger og/eller frimærker, kan der være grund til bekymring. Da sølvfisk er kendt for at kunne ødelægge papir, er de at opfatte som skadedyr hvis de finder vej dertil.

Det kræver dog en god kombination af høj luftfugtighed og varme, for at sølvfisken overhovedet går til angreb på samlinger af bøger eller frimærker. 

Sådan bekæmper du sølvfisk

Det er kun i sjældne tilfælde nødvendigt at bekæmpe sølvfisk, men er der pludseligt mange af dem er det en god idé at ændre på forskellige vaner – og måske forsøge at nedbringe bestanden til et tåleligt niveau.

1. Fælder til sølvfisk

Der findes forskellige fælder og lokkedåser til sølvfisk, hvoraf sidstnævnte fungerer på samme måde som lokkedåser til andre insekter. Fælder og lokkedåser er en god måde at nedbringe antallet af sølvfisk på, da du undgår at sprede gift til områder af din bolig hvor sølvfisken alligevel ikke lever.

2. Insektspray

Hvis du ved hvor sølvfisk lever, kan du forsøge med en almindelig insektspray. Den kan normalt købes i det lokale supermarked eller i et byggemarked, og sprøjtes i områder hvor sølvfisken lever.

3. Insektpulver

Insektpulver eller -pudder skal blæses ind i revner og sprækker, hvor sølvfisken typisk færdes. Giften sætter sig på dem, og med tiden vil antallet kunne nedbringes.

4. Eddike, lavendel og andre husråd

Idenyt har samlet en række husråd til bekæmpelse af sølvfisk. Metoderne kræver i de fleste tilfælde blot nogle simple produkter, som de fleste allerede har i skabe eller skuffer. 

Forebyggelse er bedre end bekæmpelse

Da sølvfisk er tegn på høj luftfugtighed, er det en god idé at kigge på vanerne i boligen. Har du skruet op for varmen på badeværelset? Lufter du mindre ud end normalt? Er det en gammel bolig, hvor rør måske er utætte?

1. Luft ud med gennemtræk et par gange om dagen

Det er en god idé at lufte ud i hele boligen med gennemtræk i 10-15 minutter et par gange om dagen.

På den måde får du nemlig tilført frisk luft, og luftfugtigheden nedbringes.

2. Sørg for effektiv udsugning på badeværelset

Badeværelset (og måske bryggerset) er optimale levesteder for sølvfisk. Særligt, hvis miljøet normalt er fugtigt og varmt.

Sørg derfor for at der er god ventilation i disse rum – på badeværelset skal der gerne være eftersug på ventilatoren, således at den først slukker 10-15 minutter efter der er slukket for lyset på badeværelset.

3. Husk at gøre rent og rydde op

Hyppig støvsugning og rengøring begrænser mængden af mad, som sølvfisken kan leve af. Gør det derfor til en vane at støvsuge ofte, og ryd op i ting der står på gulvet.

Når du støvsuger, skal du huske at komme ind i revner og sprækker, samt i det hele taget være mere grundig på steder hvor de lever.

Skægkræ og sølvfisk – hvad er forskellen?

Sølvfisk er som bekendt temmelig harmløse. Men hvis du pludselig ser et identisk insekt kravle på væggene, er der god grund til bekymring. Det skriver blandt andet Gør Det Selv og Bolius.

Skægkræet ligner nemlig til forveksling sølvfisk, men kan blive større og har sædvanligvis nemmere ved at komme rundt i boligen. De kravler gerne op ad vægge og lever over alt i boligen, da de i modsætning til almindelige sølvfisk ikke har behov for fugtige omgivelser.

Hvis du pludselig ser noget, der ligner sølvfisk i din bolig, er der således god grund til at undersøge og bekræfte om det faktisk er sølvfisk eller om det i virkeligheden er skægkræ.

Forskellene på skægkræ og sølvfisk

Skægkræ er normalvis større end sølvfisk, og mere adræt – den kravler gerne op ad væggene, og du skal således være særligt opmærksom hvis du ser disse kræ pible over væggen eller på en reol.

Det kan være svært at se forskel på sølvfisk og skægkræ, men normalt er skægkræ ikke helt så skinnende som sølvfisken. Kroppen er normalt lysere og mere brunlig, med “skæg”stubbe langs siderne og bagenden. Dem kan du dog normalt kun se ved hjælp af et forstørrelsesglas, og her kan det være en idé at indfange den og putte den i fryseren over natten – så dør den, og du kan efterfølgende inspicere den i ro og mag.

Læs mere om bekæmpelse af skægkræ her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *