Det er irriterende, når vandet ikke løber hurtigt ud af køkkenvasken eller håndvasken. Alle afløb stopper til i ny og næ, men med lidt regelmæssig vedligeholdelse og gode vaner er det nemt at undgå.
Indholdsfortegnelse
Derfor stopper dine afløb til i tide og utide
Der er flere årsager til at dine afløb stopper til, og årsagerne er normalt forskellige i køkkenvaske og håndvaske.
Typisk stoppes et afløb til af følgende årsager:
1. Hår
I badeværelset er hår et af de typiske eksempler på materialer, der hyppigt stopper afløbene til. Særligt i brusenichen, men også til en vis grad i håndvasken. Håret har tendens til at klumpe sammen omkring vandlåsen, hvor det sammen med andre bestanddele kan danne en ret effektiv prop med tiden.
2. Fedt
Fedt sætter sig som en hinde i dine afløb, og kommer blandt andet fra madolie og visse typer sæbe. Sammen med andre materialer kan fedtet med tiden stoppe dine afløb til.
3. Sand og jord
Sand og jord løber naturligt gennem alle afløb når du vasker tøj, hænder, grøntsager og meget andet. I sig selv kan det ikke tilstoppe afløbene, men det sætter sig gerne i klumper af hår, fedt og madrester.
4. Madrester
I køkkenvasken bliver større madrester selvfølgelig holdt tilbage i afløbet, men noget kan ende i afløbet hvor det sætter sig fast. Med tiden opløses madresterne delvist, og bliver en del af den samlede masse der kan stoppe afløbet til.
Så nemt fikser du et tilstoppet afløb uden kemi
Ifølge Bolius er dit vigtigste redskab en svupper. Kaustisk soda og afløbsrens er derimod stærkt ætsende, og du risikerer således at gøre mere skade end gavn.
1. Fyld vasken halvt op med vand
Vandet skal du bruge til at presse ned gennem afløbet, når du bruger svupperen.
2. Luk overløbsventilen
Når overløbsventilen er lukket, kan vandet kun løbe ned gennem afløbet.
3. Pump med svupperen til vandet løber igennem
Pump 2-3 gange med svupperen, til vandet begynder at løbe gennem afløbet af sig selv. Det burde ikke kræve mere end nogle få pump, for proppen presses videre ud gennem afløbet.
4. Skyl grundigt efter
Skyl flere liter vand gennem afløbet, så du sikrer dig at proppen er skyllet helt ud i kloakken.
5. Hæld kogende vand i afløbet
Samvirke anbefaler at du hælder kogende vand i afløbet. Kogende vand kan løsne fedtpropper, således at delvist tilstoppede afløb fikses uden du behøver bruge svuppere eller kemi.
Hvad hvis afløbet stadig er tilstoppet?
Hvis svupperen ikke løser problemet med det tilstoppede afløb, skal du prøve at skille vandlåsen ad.
Køkken- og håndvasken
Vandlåsen sidder under køkkenvasken eller håndvasken, og består af rør der går op og ned således at der hele tiden står vand deri.
Du kan nemt skille vandlåsen ad med hænderne, men vær opmærksom på at der står vand deri og hav en spand eller balje under imens.
Når du har skilt vandlåsen ad, kan du nemt rense de tilstoppede rør med en normal flaskebørste.
Gulvafløb
Under gulvafløbet sidder også en vandlås, men den er udformet anderledes end under køkken- og håndvasken.
Normalt kan du nemt trække selve vandlåsen op, således at du kan få rester af hår, fedt og snavs fjernet.
Skyl efter med varmt/kogende vand efterfølgende, og problemet bør være løst.
Hvis afløbet stadig er tilstoppet
Kontakt VVS-firma.
Hvis dine afløb stadig er tilstoppede, kan det skyldes et dybereliggende problem.
Er du i besiddelse af en rensesplit, som kan række længere ned i afløbet, kan du prøve at anvende denne. Det kan dog være en bedre idé at kontakte en fagperson, der kan tage et dybere kig på dine afløb og komme til bunds i problemet.
Et VVS-firma ved hvad der skal gøres, så tag kontakt til et lokalt firma og få dem til at kigge på afløbene. De kan eksempelvis benytte trykspuling til at fjerne dybere tilstopninger, eller hvis problemerne er mere alvorlige kan en renovering af afløbssystemet komme på tale.
Hvis alle dine afløb er tilstoppede
Kontakt forsyningsselskabet omgående.
Hvis alle dine afløb er tilstoppede og vandet stiger op ad afløbene, er det muligvis kloaksystemet den er gal med.
Hvis du bor i hus: Find samlebrønden og tjek at vandet kan strømme igennem uhindret. Der må ikke stå vand oppe i samlebrønden – står der vand op i samlebrønden skal du kontakte dit lokale forsyningsselskab, da der kan være problemer ude i kloakledningen. De har typisk et akutnummer, som du kan kontakte hele døgnet.
Hvis du bor i lejlighed: Kontakt boligforeningens akutnummer, og forklar dem problemet. Det kan eksempelvis være faldstammen, der er stoppet til. Boligforeningens akutnummer kan du typisk finde ved at slå det op på deres hjemmeside – ellers kan det stå i husordenen, du fik ved indflytning.